hver paa sin Tid. Allerede vinker den ubevægelige Skiebne efter mig, som en Sørgespil-Digter ville sige. Det er Tid, at jeg gaaer i Bad; thi jeg holder det for anstændigere, først efter Badet at tage Giften ind, for at spare Qvinderne den Umage at vaske mit Liig.
Da Socrates havde udtalt, tog Crito Ordet og sagde: Velan! hvad har du at efterlade dine Venner eller mig, angaaende dine Børn eller huuslige Anliggender? hvormed kan vi leve dig til Behag?
Naar I, svarede han, saaledes leve, som jeg forlængst haver formanet eder. Jeg har intet Nyt at lægge til. Har I Agtelse for eder selv, saa vil I vist leve baade mig, mine og eder selv til Behag, om I end ikke love det; men foragter I eder selv, og ikke vil følge det Spor, som eder i Dag og i forrige Tider er fotetegnet: saa kan det ikke hielpe, om I end nu love nok saa meget.
Vi vil, sagde Crito, med alle Kræfter stræbe at adlyde dig, min Socrates! Men hvorledes skal vi behandle dig efter din Død?
Som I vil, svarede Socrates, om I kuns har mig, og jeg ikke undviger eder. — Dermed saae han os smilende an, og sagde: Jeg kan ikke faae Crito til at troe, at denne er egentlig Socrates, som nu taler, og en Tidlang haver underholdet eder med Samtale: han
