Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/194

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

troer endnu bestandig, at det Liig, som I snart vil faae at see og hvori jeg endnu er indhyllet, er Socrates, og derfor spørger han, hvorledes han skal begrave mig. Alle de Grunde, som jeg hidindtil har anført for at bevise, at jeg, saasnart Giften har virket, ikke meere bliver hos eder, men overføres i de Lyksaliges Boliger, synes ham at være en blot Opfindelse for at trøste eder og mig. Værer saa gode, mine Venner! og værer Borgen hos ham for det Modsatte af det, som han har været Borgen for hos Dommerne. Han har sagt god for mig, at jeg ikke skulle undløbe, nu maae I sige god for, at jeg strax efter min Død forføier mig bort, at han kan see mit Liig opbrændes og nedsænkes i Jorden, uden at bedrøves derover, som om mig en stor Ulykke vederfoeres. Ikke heller maae han ved min Liigbegiengelse sige: man lægger Socrates paa Baaren, man bærer Socrates bort, man jorder Socrates. Thi viid, min kiære Crito, slige Taler ere ikke aleene Sandheden modstridige, men endog en Fornærmelse mod den fraskilte Siæl. Vær meget meere ved frit Mod, og siig, at mit Liig bliver jordet. I det øvrige maae du jorde det som dig behager, og som du troer at Lovene føre det med sig.

Herpaa gik han ind i et Værelse tet ved, for at vaske sig. Crito fulgde ham, og os bad han bie. Vi underholdte os deels med det, som vi havde hørt,