igientoge, overveiede og eftertænkde nogle Grunde, for tilbørlig at overbevise os derom; og deels betænkde vi med trøsteløs Forventelse den store Ulykke, som forestod os. Thi det forekom os ikke anderledes, end som om vi mistede vor Fader, og fra nu af maatte leve som faderløse i Verden.
Saasnart han havde toet sig, bragde man ham sine Børn (han havde tre, to smaae og et voxent), og hans Huus-Fruentimmer traadde ind til ham. Han underholdt sig med dem i Critos Nærværelse, sagde dem hvad han havde at sige, lod derpaa Qvinderne og Børnene gaae bort, og kom igien ud til os. Det var nu imod Soelens Nedgang, thi han havde opholdt sig noget længe i Sideværelset. Han satte sig ned, men talede meget lidet; thi strax kom de elleve Mænds Drabant, som stillede sig ved Siden af ham, og sagde: Socrates! hos dig bliver jeg noget ganske andet vaer, end hos andre Fordømte. De pleie at ophidses og bande mig, naar jeg paa Øvrighedens Befalning forkynder dem, at det er Tid at drikke Giften; men du forekommer mig at være den fornuftigste Mand, der nogensinde har betraad dette Sted, og nu fornemmelig forekommer du mig saaledes. Jeg veed vist ogsaa, at du ikke er fortrydelig paa mig, men paa dem, (du kiender dem nok), som have Skyld deri. Nu mærker du vel, Socrates! hvad for et Budskab jeg har at bringe
