Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/196

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

dig. Hold dig brav, og liid med Taalmodighed hvad der ikke er at ændre. Dette sagde han, vendte sig om og græd. Socrates saae sig om efter ham, og sagde: Lev vel, min Ven! vi vil giøre hvad du forlanger. Derpaa sagde han til os: Hvilken retskaffen Mand! han har ofte besøgt mig, ja undertiden holdt Samtale med mig. Det er et got og ærligt Menneske, see! hvor oprigtig han nu græder for mig! Men Criton! vi maae i Gierningen adlyde ham: Lad Giften bringes, om den er færdig, hvis ikke, saa lad ham lave den til rette.

Hvi saa hastig, min kiære Socrates! sagde Crito, jeg troer, at Soelen endnu skinner paa Biergene og ikke er nedgaaet. Andre pleie, efter denne Forkyndelse, endnu længe at vente førend de drikke Giften, og i Forveien at giøre sig tilgode, æde, drikke, ja endog øve Elskov. Vi kan vel endnu vente et Stund.

Det maae de giøre, Crito! svarede Socrates, der holde enhver liden Opsættelse for Gevinst; men jeg har mine Grunde til at giøre det Modsatte; Jeg troer ikke at vinde noget ved at forhale, og ville forekomme mig selv latterlig, naar jeg nu vilde være gierrig og karrig med mit Liv, da det ikke meere er mit. Giør mig derfor min Villie og ophold mig ikke.

Herpaa gav Crito Drengen, der stod hos ham, et Vink. Drengen gik ud, og opholdt sig noget med at