tillave Giften, og bragde derpaa Manden ind, der havde Giftbægeret i Haanden, for at række Socrates det. Socrates saae ham komme, og sagde: Gode Mand, giv hid! Men hvorledes skal jeg forholde mig herved? du veed det vel? Ikke anderledes, svarede denne, end efter at du har drukket det, at gaae op og ned indtil Fødderne blive dig tunge; da kan du lægge dig ned: dette er alt. Hermed rakde han ham Bægeret. Socrates tog det, kiære Echecrates! med saadan Frimodighed, uden Bævelse, uden i det mindste at forandre Farve eller sit Ansigtes Træk, saae stivt paa Manden, og sagde: Hvad meener du? tør man vel ofte Guderne nogle Draaber heraf til Takoffer? Der er, svarede Manden, kuns netop saa meget, som nødigt er. Saa maae det være, blev Socrates ved, men en Bøn kan jeg dog giøre til dem: I som kalder mig, I Guder! skienker mig en lykkelig Reise! Med disse Ord satte han Bægeret til Munden, udtømde det roelig og frimodig.
Hidindtil havde endnu mange af os kundet holde os men da vi saae ham sætte det til Munden, at drikke og udtømme det, da var det ikke mueligt. Hos mig selv dryppede ikke Taarerne, men udgydede sig som i Strømme, ja jeg maatte indsvøbe mit Ansigt i min Kiortel, for ubehindret at kunne græde, ikke over ham, men over mig selv, at jeg havde den Ulykke at
