lig. De naragtigste Indfald giorde nu ingen Virkning meere, thi Synet af Socrates opvakde Høiagtelse og en Art af Forundring over hans Frimodighed. Stykket selv fandt heller ingen Bifald. Digteren forandrede det, og bragde det det følgende Aar igien paa Skuepladsen, men med lige saa slet Udfald. Philosophens Fiender saae sig altsaa nødte til at opsætte den forehavende Forfølgelse til en gunstigere Tid.
Neppe var Krigen med Boeotierne til Ende, førend Athenienserne atter maatte hverve en nye Krigshær, for at standse den lacedæmoniske Feldtherre Brasidas, som havde frataget dem adskillige Stæder i Thracien, og iblant andre den vigtige Stad Amphipolis. Socrates lod den Fare, hvori hans sidste Fraværelse Havde sat ham, ikke afholde sig fra, atter at tiene sit Fædreneland. Denne var den sidste gang, da han forlod sin Fædrenestad. Efter den Tid kom han, lige til sit Endeligt, aldrig ud af Atheniensernes Land, og efterlod aldrig at unde den Ungdom, som søgde ham, sin venskabelige Omgang, og ved sin Lærdom og gode Exempel at indprente dem Kiærlighed til Dyden. Men som han overalt var en stor Ven og Elsker af Skiønhed, saa synes han i at vælge sig Venner ogsaa at have seet paa legemlig Skiønhed. Et smukt Legeme, pleiede han at sige, lover en smuk Siæl, og naar det ikke fyldestgiør Forventelsen, saa maae den være bleven bedragen. Der-
