ser og onde Rygter, som man havde udstrøet om ham, beskæmmede sine Anklagere, og viiste Modsigelser og Urimeligheder i deres egne Beskyldninger. Sine Dommere begegnede han vel med den skyldige Ærbødighed, men talde i en saa fast og om sit Fortrin sig saa bevidst Tone, at hans Tale ofte ved en misfornøiet Mumlen blev afbrudt. Han sluttede den med følgende Ord:
„Fortryder ikke paa, Athenienser! at jeg, imod de Anklagedes Sædvane, ikke taler til eder med Graad, eller lader mine Børn, Slægt og Venner fremstille sig i et klageligt Optrin, for at bevæge eder til Medlidenhed. Ikke af Stolthed eller Trodsighed har jeg efterladt dette; men fordi jeg holdt det for uanstæn„digt, at bortfalde en Dommer og ville indtage ham ved andet end ved Sagens Retfærdighed. En Dommer har ved Eed forpligtet sig til at dømme efter Lovene og Billighed, og lige saa lidet lade sin Medlidenhed som sin Vrede afsige Dommen. Vi Anklagede handle altsaa imod Ret og Billighed, naar vi søge ved vore Klager at bevæge eder til at bryde eders Eed, ja vi forsee os imod den Agtelse, som vi ere eder skyldige, naar vi troe, at I ere i Stand til at giøre det. Jeg vil paa ingen Maade have slige Midler at takke for min Redning, da de baade stride imod Ret, Billighed og Gudfrygtighed, fornemmelig da jeg af Melitus just er beskyldt for Ugudelighed. Naar jeg
