Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/34

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

ved min Graad søgde at giøre eder meeneedige, saa var dette det meest overtydende Beviis paa, at jeg ingen Guder troede: Ja da vilde dette Forsvar selv overbevise mig om Atheisterie. Men nei! jeg er, meere end alle mine Anklagere, overtydet om Guds Tilværelse, og overgiver mig derfor Gud og eder, at dømme mig efter Sandheden, og handle saaledes med mig, som I holder for best, saavel for eder selv som for mig.”

Dommerne, høist misfornøjede over dette satte og frimodige Væsen, afbrøde Platos Tale, der efter ham fremtraadde og begyndte at tale. „Omendskiønt, Athenienser! jeg er den yngste, begyndte Plato, af dem, som have opsteget paa dette Sted” — Nedsteget, raabde de til ham, og lode ham ikke fortsætte sin Tale. Socrates blev da ved en Overvægt af tre og tredive Stemmer erkiendt for skyldig.

Det var en Skik i Athen, at de Fordømte selv skulde tilkiende sig en vis Straf, Pengebøder, Fængsel eller Landflygtighed, for derved at bekræfte Dommens Billighed, eller meget meere tilstaae deres Forbrydelse. Socrates skulde vælge; Men han vilde paa ingen Maade være saa uretfærdig imod sig selv, at erkiende sig for skyldig, og sagde:

„Naar jeg frit ud skal sige, hvad jeg troer at have fortient, saa vider, Athenienser! jeg troer, at jeg