for den Tieneste, jeg haver giort Republiken, vel fortiende, at man paa offentlig Bekostning underholdt mig paa Prytaneum.” Paa hans Venners Tiltale besluttede han dog at give en liden Pengestraf, men vilde ikke tillade, at de imellem sig selv maatte sammenskyde en større Summa.
Dommerne overlagde med hinanden, hvad Straf de skulde tilkiende ham, og hans Fienders Ondskab bragde det saa vidt, at han blev dømt til Døden. „I have, sagde Socrates, været for hastige med eders Dom, og derved givet eders Bagtalere Anledning til at forekaste eder, at I have bragt den viise Socrates af Dage; Thi de vil kalde mig viis, uagtet jeg ikke er det, for desto meere at kunne dadle eder. I behøvede ikke at vente længe, saa var jeg uden eders Hielp død. I seer, hvor nær jeg allerede er Døden[1]; Eder meener jeg hermed, der have dømt mig til Døden. Troer I vel, Mænd af Athenen! at det fattes mig paa Ord at indtage og overtale eder, naar jeg var af den Meening, at man maatte giøre alting og sige alting for at erholde en gunstig Dom? Nei, aldeles ikke! At jeg ligger under, det er ikke af Mangel paa Ord og Forestillinger, men af Mangel paa Uforskammenhed og Nedrighed, til at lade eder høre slige Ting, der ere eder ubehagelige at høre og en ret-
- ↑ Han var da halvfierdesindstyve Aar gammel.
