lærde Crito, en fornemme Athenienser, at kiende ham, bemærkede hans høie Talent, og dømde, at han ved sin Eftertanke kunde blive det menneskelige Kiøn meget nyttigere, end ved sit Haandarbeide. Han tog ham da af Konstens Skole, og bragde ham til de Tiders Viise, for at lade foreholde ham Skiønheder af en høiere Orden til Betragtning og Efterlignelse. Lærer Konsten at efterligne Livet i det Livløse, at giøre en Steen liig et Menneske; saa søger derimod Viisdommen at efterligne det Uendelige i det Endelige, at bringe Menneskets Siæl saa nær til hiin oprindelige Skiønhed og Fuldkommenhed, som det er mueligt i dette Liv. Socrates nød Underviisning og Omgang af de berømteste Folk i alle Videnskaber og Konster, af hvilke hans Discipler nævne en Archelaus, Anaxagoras, Prodicus, Evenus, Isimachus, Theodorus, og andre.
Crito forsynede ham med Livets Nødvendigheder, og Socrates lagde sig i Begyndelsen med megen Flid efter Naturlæren, der paa den Tid gik meget i Svang. Men han mærkede meget snart, at det var Tid til at drage Viisdommen tilbage fra Naturens Betragtning til at betragte Mennesket. Denne er den Vei, som Philosophien altid bør tage; Den maae begynde med at undersøge de udvendige Formaal, men ved hvert Skridt, som den giør, kaste et Øie tilbage paa Menneskene, til hvis sande Lyksalighed alle dens Bestræbel-
