ser bør sigte. Naar Planeternes Bevægelse, de himmelske Legemers Beskaffenhed, Elementernes Natur, o. s. v., ikke, i det mindste middelbar, har Indflydelse paa vor Lyksalighed, saa er Mennesket slet ikke bestemt til at undersøge dem. Socrates var, som Cicero siger, den første, der kaldede Philosophien ned fra Himmelen, satte den ind i Staden, førde den ind i Menneskenes Boeliger, og nødde dem til at anstille Betragtninger over deres Handlinger. Imidlertid gik han dog, som overhovedet Nyehedsstiftere pleie, paa den anden Side noget for vidt, og talede undertiden om de høieste Videnskaber med en Slags Ringeagtelse, som ikke anstaaer en viis Mand, der bedømmer slige Ting.
Paa den Tid stod hos Pøbelen i Grækenland, ligesom alle Tider, den Slags Lærde i stor Anseelse, der lade sig være angelegen, ved alle Slags Skingrunde og Spidsfindigheder at biefalde indgroede Fordomme og gammel Overtroe. De gave sig det Ærenavn Sophister,[1] hvilket deres Opførsel forvandlede til et væmmeligt Navn. De besørgede Ungdommens Opdragelse, og lærede saavel paa offentlige Skoler, som i private Huuse, i Konster, Videnskaber, Sædelære og Religion, med almindeligt Biefald. De vidste, at Veltalenhed blev i de democratiske Regieringsforfatninger agtet over alle Ting, at en frie Mand gierne gider hørt at man
- ↑ Skal betyde Viisdomslærere.
