Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

sladdrer om Politik, og at videlystne Hoveder allerbest beroeliges ved Eventyr: Derfore undlode de aldrig i deres Foredrag saa konstigen at sammenflette glindsende Veltalenhed, falsk Politik og urimelige Fabler, at Folk anhørde dem med Forundring, og belønnede dem med Ødselhed. Med Præstestanden stode de i god Forstaaelse; thi de havde paa begge Sider den viise Maxime: at leve og lade leve. Naar Hyklernes Tyrannie ikke længere kunde holde Menneskenes frie Siæl under Aaget: saa vare hiine Sandhedens Skinvenner bestilte til at forlede den paa falske Veie, at kuldkaste de naturlige Begreber, samt ved blendende og bedragelige Slutninger at ophæve ald Forskiel imellem Sandhed og Vildfarelse, Ret og Uret, Godt og Ont. I Theorien var deres Hoved-Grundsætning: Man kan bevise og modsige Alting; og i Udøvelsen: Man maae drage saa stor Fordeel af andres Daarlighed og sin egen Overlegenhed, som man kan. Denne sidste Maxime holdte de vel, som let er at begribe, hemmelig for Folket, og betroede den aleene til deres Yndlinger, der skulde tage Deel i Gevinsten; men den Moral som de offentlig lærde, var ikke desto mindre lige saa fordærvelig for Menneskets Hierte, som deres Politik for det menneskelige Kiøns Rette, Friehed og Lyksalighed.

Da de vare listige nok til at forvikle det herskende Religions-System med deres Interesse, saa hørde der