Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/72

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret


Væsen, det Sande, Gode og Fuldkomne, som den besidder, dette skiller den i Tankerne fra den Mangel og Uvæsen, hvormed det hos den er beblandet, og kommer derved til Begreb om en Ting, som er lutter Væsen, lutter Sandhed, lutter Godhed og Fuldkommenhed.

Apollodorus, der hidindtil havde sagte talt alle Socratis Ord efter, faldt her i en Henrykkelse og igientog

    telsesviis, som reiser sig af at vi har benægtet den hos os værende Foranderlighed. I denne Forstand er altsaa den anførte Sætning ugrundet, thi vores Begreber om Gud vise ikke hvad han ike er, men hvad han ikke fattes. Vil man nu sige saa meget, at vi af Guds positive Egenskaber ingen Beskuelse, ingen selvfølt Forestilling have, saa tilstaaer man dette villig, dog med Eftergivelse af de Følger, som mange have villet drage af denne i sig selv uskyldige Sætning. Det lidet, som er os bekiendt om de guddommelige Egenskaber, mister derved hverken sin Sandhed eller Vished, hverken Liv eller Overbeviisning. Kan vi endskiønt ikke selv føle de guddommelige Fuldkommenheders Uendelighed, saa har vi dog ved Betragtning af vores egen inderlige Tilstand lært at kiende Grundlaget til disse Fuldkommenheder, og den Kundskab vi ved ovenmelte Betragtning har erhvervet os om dette Grundlag, samt, den tilføiede symboliske Afsondring af Mangler og Indskrænkelser, giver en stor Mængde Læresætninger og Følger deres afgiorte Vished. Saunderson havde ingen selvfølt Forestilling om Lyset; men den almindelige Lighed, som Synet har med de øvrige Sandser, giorde det mueligt, ved Ord at bibringe ham nogle Kiendetegn paa Lysstraalerne; og den ganske Theorie om Optiken, som han af disse Grundbegreber forklarede sine Tilhørere, var ikke desmindre uomstødelig.