lydelig: som er lutter Væsen, lutter Sandhed, lutter Godhed, lutter Fuldkommenhed.
Socrates blev ved: Seer I, mine Venner! hvor vidt den, som elsker Viisdom, maae afsondre sig fra Sandserne og deres Formaal, naar den vil begribe det som er sand Lyksalighed at begribe, det høieste og fuldkomneste Væsen. I denne Tankejagt maae han lukke Øien og Øren, lade Smerte og sandselig Fornøielse være langt borte fra sin Agtsomhed, og, hvis det var mueligt, ganske forglemme sit Legeme, for desto eenligere at indskrænke sig ganske til sine Siæls Kræfter og deres indvortes Virksomhed.
Legemet er Fornuften ved denne Undersøgelse ikke aleene et unyttigt men endog et besværligt Selskab. Thi nu søger den hverken Farve eller Størrelse, hverken Tone eller Bevægelse, men en Ting, som har alle muelige Farver, Størrelser, Toner og Bevægelser, og, som endnu meere er, der forestiller sig paa det tydeligste alle muelige Aander og kan frembringe dem i alle rimelige Ordener. Hvor ubeqvemt et Selskab er ikke Legemet paa denne Reise?
Hvor høit! raabde Simmias, men tillige hvor sandt!
De virkelige Philosopher, sagde Socrates, som tage disse Grunde Overveielse, kunne ikke andet end være af samme Meening, og den eene sige til den anden: See! her er en Irrvei, der immer fører os bort fra Maalet,
