Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/74

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

og giør alt vort Haab til intet. Vi ere forsikkrede om, at Sandheds Kundskab er vort eeneste Ønske. Men saa længe vi slæbe os omkring med dette Legeme, saa længe vores Siæl endnu er behæftet med denne jordiske Syge, kan vi umuelig smigre os med at see dette Ønske ganske opfyldt. Vi må søge Sandheden. Desværre! Legemet lader os kun liden Roe til dette vigtige foretagende. I Dag fordrer dets Underholdning vor ganske Bekymring; i Morgen anfaldes det af Sygdomme, som atter forstyrre os; derpaa følge andre Legems Nødvendigheder, Kierlighed, Frygt, Begieringer, Ønsker, Griller og Daarligheder, som uophørlig adsprede os, som lokke vore Sandser fra een Forfængelighed til en anden, og lade os forgiæves hungre efter det sande Formaal af vore Ønsker, efter Viisdom. Hvem ophidser Krig, Oprør, Striid og Ueenighed iblandt Menneskene? Hvem andet, end Legemet og dets umættelige Begierligheder. Thi Vindesyge er Moder til alle Uroligheder, og aldrig ville vor Siæl være gierrig efter Eiendomme, hvis den ikke havde at sørge for Legemets hungrige Begierligheder. Saaledes ere vi den meeste Tid beskiæftigede, og have sielden Rolighed til Philosophie. Endelig, faaer man endog nogensinde en rolig Time, og bereder sig da til at omarme Sandheder, saa staaer dog altid denne vor Lyksaligheds Forstyrrer, Legemet, os i Veien, og anbyder os sin Skygge