at beskue Sandhedens Kilde, det allerhøieste og fuldkomneste Væsen, i det vi maaskee see andre ved Siden af os at nyde samme Lyksalighed.
Disse Taler, min kiære Simmias, maae de sande Videbegierlige idelig føre med hinanden, naar de tale sammen om deres Anliggender; og denne Meening maae de og, saavidt jeg troer, have; eller synes du anderledes?
Vist ikke! kiære Socrates.
Naar altsaa dette er, min Kiære! har da ikke saadan een, som i Dag efterfølger mig, stort Haab om, bedre end nogen andensteds at erlange der, hvorhen han kommer, det, hvorefter han i det nærværende Liv saa meget har tragtet?
Jo vist!
Jeg kan altsaa med god Forhaabning tiltræde min Reise i Dag, og enhver Sandhedselsker med mig, naar han kun betænker, at ham uden Renselse Forberedelse ingen frie Adgang til Viisdommens Hemmeligheder bliver tilladt.
Det kan man ikke nægte, svarede Simmias.
Men Renselsen er intet andet end Siælens Afsondrelse fra det Sandselige, og vedholdende Øvelse i selv at anstille Betragtninger over Siælens Væsen og Egenskaber, uden deri at lade sig bedrage af noget, der ikke er Siælen; med eet Ord: den Bestræbelse saavel i
