ikke aleeneste en stor Beslutning og Heltemod til at standse deres Bedragerier, men en sand Dydens Ven torde ikke engang vove det, uden med den vaersomste Forsigtighed. Intet Religions-System er saa fordærvet, at det jo i det mindste giver nogle af Menneskelighedens Pligter en vis Hellighed, som Mennesket maae ære, og Sædernes Forbedrer, naar han ikke vil handle imod sin egen Hensigt, lade uantastet. Fra Tvivl i Religionssager til Letsindighed, fra den udvortes Gudstienestes Forsømmelse til Ringeagtelse for ald Gudstieneste overhoved, pleier Overgangen at være meget let, besynderlig for Gemytter, der ikke staae under Fornuftens Herredømme, men regieres af Gierrighed, Æresyge og Vellyst. Overtroens Præster forlade sig kuns alt for meget paa dette Hinderhold, og tage deres Tilflugt til samme, ligesom til en Helligdom, saa ofte der skeer et Angreb imod dem.
Slige Vanskeligheder og Hindringer stode Socrates i Veien, da han fattede den store Beslutning, at udbrede Dyd og Viisdom blant sine Medmennesker. Han havde paa den eene Side Fordomme fra sin egen Opdragelse at overvinde, andres Uvidenhed at oplyse, Sophisterie at bestride, Ondskab, Had, Bagvaskelse og Beskæmmelse af hans Modstandere at udholde, Armod at fordrage, at bestride en fastsat Magt, og, hvad det vanskeligste var, at tilintetgiøre Overtroens mørke
