Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/9

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

Skrækkebilleder. Paa den anden Side maatte han skaane hans Medborgeres svage Gemytter, undgaae Ærgrelser, og ikke forspilde den gode Indflydelse, som endog den dummeste Religion har paa de Eenfoldiges Sæder. Alle disse Vanskeligheder overstreed han med en sand Philosophs Viisdom, med en Helligs Taalmodighed, med Menneskevennens uegennyttige Dyd, med Heltens Dristighed, med Bekostning og Tab af alt verdsligt Gode og alle Fornøielser. Sundhed, Magt, Beqvemmelighed, Roe og tilsidst Livet selv, bortgav han paa den ædelste Maade for sine Medmenneskers Vel. Saa mægtigen virkede hos ham Kiærlighed til Dyd og Retskaffenhed, samt hans Iver i at holde de Pligter, som han skyldede Skaberen og Opholderen, hvilke han ved Fornuftens uforfalskede Lys paa en levende Maade kiendte.

Disse hans høie Udsigter afholdte ham imidlertid dog ikke fra at opfylde de almindelige Pligter imod sit Fædreneland. I sit sex og tredivte Aar giorde han Krigstieneste imod Potidæerne, Indvaanerne i en Stad i Thracien, der havde opsat sig imod deres Tributherrer, Athenienserne. Her forsømde han ikke at hærde sit Legeme imod alle Krigens Vanskeligheder og Aarstidernes Ubehageligheder, samt at øve sin Siæl i at være uforskrækket og foragte alle Farer. Han erlangede med almindelig Overeenstemmelse, endog hos hans Medsøgere, Tapperheds Belønningen, men overlod den