Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/91

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

Der gives altsaa ikke to Øieblikke, der ere hinanden de nærmeste, det er, imellem hvilke et tredie ikke lader sig tænke?

Dette er en Følge af det vi tilforn have tilstaaet.

Gaaer Bevægelser og overhovedet alle Forandringer i Naturen ikke fort i lige Skridt med Tiden?

Jo!

De følge altsaa ligesom Tiden i en uafbrudt Forbindelse paa hinanden?

Rigtig!

Der gives altsaa ikke heller to Beskaffenheder, som ere hinanden de nærmeste, det er, imellem hvilke ikke en tredie er at finde?

Det synes.

Vore Sandser forekommer det vist nok undertiden, som Tingenes Forandringer skeede rykviis, da vi ikke fornemme dem førend efter mærkelige Mellemrum; men Naturen gaaer ikke desmindre sin Vei, forandrer Tingen bestandig og i en uafbrudt Følge paa hinanden. Den mindste Deel af denne Følge er selv en Følge af Forandringer; og man maae sætte to Beskaffenheder saa tet ved hinanden, som man vil, saa gives der dog immer en Overgang derimellem, som forbinder dem med hinanden, og ligesom viser Naturen Veien fra den eene til den anden.

Jeg begriber det meget vel, sagde Cebes?