Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

den bøder, paa Savnet af det stillere Sind, som lader den Enkelte føle, at han dog ogsaa har nogen Betydning?

Nogle af mine Landsmænd mene, at Modersmaalet ikke skulde være dygtigt til at udtrykke vanskelige Tanker. Dette synes mig en besynderlig og utaknemmelig Mening, som det ogsaa synes mig besynderligt og overdrevent at ville ivre for det, saa man næsten glemmer at glæde sig ved det, at forfægte en Uafhængighed saa ivrigt, at Iveren næsten synes at tyde paa, at man allerede føler sig afhængig, og at det stridige Ord tilsidst bliver det Spændende, ikke Sprogets Fryd det Vederqvægende. Jeg føler mig lykkelig ved at være bunden til mit Modersmaal, bunden, som maaskee kun Faa er det, bunden, som Adam var til Eva, fordi der ingen anden Qvinde var, bunden, fordi det har været mig en Umulighed at lære noget andet Sprog, og derved en Umulighed at fristes til at lade stolt og fornemt om det medfødte, men ogsaa glad ved at være bunden til et Modersmaal, der er rigt i indre Oprindelighed, naar det udvider Sjælen, og lyder vellystigt i Øret med sin søde Klang; et Modersmaal, der ikke stønner betynget af den vanskelige Tanke, og derfor er det maaskee Nogen troer, at det ikke kan udtrykke den, fordi det gjør Vanskeligheden let ved at udtale den; et Modersmaal, der ikke puster og lyder anstrænget, naar det staaer for det Uudsigelige, men sysler dermed i Spøg og i Alvor, indtil det er udsagt; et