Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/5

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

Sprog, der ikke finder langt borte, hvad der ligger nær, eller søger dybt nede, hvad der er lige ved Haanden, fordi det i lykkeligt Forhold med Gjenstanden gaaer ud og ind som en Alf, og bringer den for Dagen, som et Barn den lykkelige Bemærkning, uden ret at vide af det; et Sprog, der er hæftigt og bevæget, hver Gang den rette Elsker veed mandligt at hidse Sprogets qvindelige Lidenskab, selvbevidst og seierrigt i Tankestriden, hver Gang den rette Hersker veed at føre det an, smidigt som en Bryder, hver Gang den rette Tænker ikke slipper det, og ikke slipper Tanken; et Sprog, der, om det end paa et enkelt Sted synes fattigt, dog ikke er det, men forsmaaet, som en beskeden Elskerinde, der jo har den høieste Værd, og fremfor Alt ikke er forjadsket; et Sprog, der, ikke uden Udtryk for det Store, det Afgjørende, det Fremtrædende, har en yndig, en tækkelig, en livsalig Forkjærlighed for Mellemtanken og Stemningens Smaasnakken og Overgangens Nynnen og Bøiningens Inderlighed og den dulgte Velværens forborgne Frodighed; et Sprog, der forstaaer Spøg nok saa godt, som Alvor: et Modersmaal, der fængsler sine Børn med en Lænke, som er let at bære — ja! men tung at bryde.

Nogle af mine Landsmænd mene, at det at være Forfatter i Danmark, er et fattigt Levebrød og en kummerlig Ansættelse. De mene ikke blot, at dette er Tilfældet med en saadan tvetydig Forfatter som mig, der ikke har en eneste Læser, og kun nogle faa til