| Rigsretsdom 22. juni 1995 | 522 |
re et spørgsmål om tid, inden der kom en klage til
Folketingets Ombudsmand. Erik Ninn-Hansens svar herpå var, at
han førte regeringens politik, at socialdemokraterne stod
bag, og at han ville imødese en ombudsmandsklage med
sindsro. Da Erik Ninn-Hansen og Lundbæk Andersen havde drøftet
sagen, og da Erik Ninn-Hansen ikke ønskede at lave noget
om, sagde Lundbæk Andersen, at han ikke var sikker på, at
ministeriet længere "kunne skrive sig ud af det", og at
det, hvis der kom kritik fra ombudsmanden, ikke hjalp, at
Erik Ninn-Hansen "bebrejdede mig og mine, at vi ikke havde
sagt fra". Erik Ninn-Hansen var imidlertid "meget
skråsikker" i sin opfattelse af, at han havde ret. Lundbæk
Andersen sagde ikke til Erik Ninn-Hansen, at berostillelsen
var ulovlig.
Efter Reimanns forklaring, der bestyrkes af den
forklaring, der er afgivet af retschef hos Folketingets
Ombudsmand, Jens Møller, gik Reimann efter aftale med Lundbæk
Andersen få dage senere til Erik Ninn-Hansen for at få
denne til at ændre sin holdning, således at behandlingen af
sagerne kunne normaliseres. Hvis det ikke kunne lade sig
gøre, foreslog Reimann som kompromis, at der blev meddelt
tilladelse til familiesammenføring i hvert fald i de
tilfælde, hvor den herboende flygtning havde haft ophold her i
landet i mere end 2 år, eller at de sager, der havde ventet
et vist antal måneder, for eksempel 6 - 12 måneder, blev
ekspederet. Desuden fremhævede han, at der måtte forudses
en meget alvorlig kritik fra ombudsmanden, hvis der blev
klaget. Erik Ninn-Hansen fastholdt imidlertid sin beslut-
