| 523 | Rigsretsdom 22. juni 1995 |
ning. Heller ikke Reimann karakteriserede den fortsatte
berostillelse som ulovlig.
Den 13. juli 1988 blev sagen atter fulgt op af
Reimann over for Erik Ninn-Hansen, der imidlertid
fastholdt, at hans ordre ikke kunne fraviges, heller ikke for
så vidt angår de tilfælde, hvor den herboende havde været
her i landet i mere end 2 år. Forløbet af denne samtale
belyses også af en notits, som Schydt udfærdigede samme dag,
efter at Reimann i telefonen havde fortalt ham om forløbet.
Af notitsen fremgår blandt andet, at Reimanns fornyede
henvendelse til ministeren skete, efter at Schydt den 6. juli
1988 endnu engang telefonisk indtrængende havde henstillet,
at Justitsministeriet ændrede sin mundtlige ordre til
direktoratet. Det fremgår videre af notitsen, at ministeren
ifølge Reimann fortsat var helt ubøjelig, og at det fortsat
var udelukket, at ministeriet på skrift over for
direktoratet ville bekræfte, at behandlingen af sagerne var sat i
bero efter ordre fra justitsministeren. På Schydts
foranledning havde Reimann på ny gjort ministeren bekendt med,
at der var en "alvorlig risiko for en meget alvorlig næse
fra ombudsmanden". Ministeren havde imidlertid over for
Reimann givet udtryk for, at han med glæde ville modtage en
"næse" fra ombudsmanden.
I september 1988 havde Reimann igen en drøftelse med
Erik Ninn-Hansen om familiesammenføringssagerne.
Anledningen var, at Folketingets Ombudsmand den 6. september af
egen drift havde påbegyndt en undersøgelse af direktoratets
behandling af sagerne. Reimann nævnte, at kritikken fra om-
