| Rigsretsdom 22. juni 1995 | 530 |
ning af hjemsendelsesprojektet, og Direktoratet for
Udlændinge fortsatte indtil juni 1988 med uden videre at
give asyl til flygtninge fra Sri Lanka.
Justitsministeriets notat af 2. december 1987 om
modeller for begrænsning af familiesammenføring angav, at det
kunne overvejes at foretage en nøjere ressourcestyring i
Direktoratet for Udlændinge. En sådan styring ville ifølge
notatet kunne virke som en faktisk kvote for, hvor mange
tilladelser der gives om året, og ville kunne gennemføres
administrativt. Imidlertid ville en sådan kvotering af
tilladelser til familiesammenføring klart være i strid med
udlændingelovens § 9 og er da heller ikke blevet praktiseret
i Justitsministeriet eller direktoratet. Erik Ninn-Hansen
kan heller ikke dengang have opfattet notatet som et
"juridisk grundlag" for administrationen af de tamilske
familiesammenføringssager, allerede fordi hverken han selv,
Justitsministeriet eller direktoratet i de begrundelser, der
blev givet for sagsbehandlingen, herunder over for
Folketingets Retsudvalg og Folketingets Ombudsmand, henviste til
den i notatet anførte kvotering.
På denne baggrund forelå der fra årsskiftet 1987/88
ikke længere noget grundlag for at sætte de tamilske
familiesammenføringssager i bero. Den fortsatte berostillelse
var derfor kritisabel.
Efter Anker Jørgensens brev af 5. januar 1988 stod
det endvidere klart, at der ikke var mulighed for ved en
lovændring at gennemføre en stramning af reglerne om
familiesammenføring.
