| 531 | Rigsretsdom 22. juni 1995 |
Igennem 1988 blev berostillelsen stadig mere
kritisabel. Antallet af familiesammenføringssager, der ikke kunne
færdigekspederes på grund af beslutningen om berostillelse,
voksede, og et stigende antal sager blev omfattet af 2-års
reglen i § 19. Erik Ninn-Hansen vidste, at ansøgerne havde
krav på opholdstilladelse, og fra slutningen af februar
1988 var han af Justitsministeriets embedsmænd orienteret
om, at meddelelse af tilladelserne alene beroede på hans
ordre, og at kun ansøgninger, hvor der forelå særlige
omstændigheder, blev imødekommet.
Ved bedømmelsen af, om og i givet fald fra hvilket
tidspunkt gerningsindholdet i ministeransvarlighedslovens §
5, stk. 1, er realiseret, har vi forskellige opfattelser.
8 dommere anfører herom, at det - som nævnt ovenfor -
efter oplysningerne fra Udenrigsministeriet i november -
december 1987 om forholdene på Sri Lanka måtte stå klart,
at enhver aktuel mulighed for tvangsmæssig hjemsendelse af
herboende tamilske flygtninge var udelukket. At dette også
var opfattelsen i administrationen fremgår af, at der som
tidligere nævnt frem til juni 1988 uden videre blev givet
asyl til tamilske asylansøgere. En fortsat berostillelse
efter årsskiftet 1987/88 kan derfor ikke blot anskues som
et spørgsmål om en mere eller mindre kritisabel
forvaltning. Berostillelsen var fra dette tidspunkt, hvor en
hjemsendelse af de herboende tamilske flygtninge ikke længere
fremstod som en realistisk mulighed, en krænkelse af deres
familiemedlemmers lovfæstede og elementære krav på
familiesammenføring efter udlændingelovens § 9. Den var tillige i
