Side:Rigsretsdom af 22. juni 1995.pdf/31

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
543 Rigsretsdom 22. juni 1995

 Efter ministeransvarlighedslovens § 6 er strafferammen for forsætlig overtrædelse af lovens § 5 bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Selv om straffelovens §§ 155-157, hvori den almindelige strafferamme alene er bøde og hæfte, efter ministeransvarlighedslovens § 7, stk. 2, ikke gælder for ministre, finder vi, at det ved straffastsættelsen i den foreliggende sag må være både naturligt og rimeligt at tage hensyn til, at strafniveauet for andre personer i offentlig tjeneste eller hverv, der gør sig skyldig i tilsvarende overtrædelse af deres tjenestepligter, ved straffeloven er fastlagt som sket. Idømmelse af frihedsstraf for overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, må derfor efter vores mening være forbeholdt tilfælde, hvor overtrædelsen indebærer en både grovere og mere åbenbar tilsidesættelse af de pligter, der påhviler en minister, end tilfældet er i denne sag. Vi har herved lagt vægt på, at berostillelsen af de tamilske familiesammenføringssager i efteråret 1987 var udtryk for en saglig administration, og at fastholdelsen af beslutningen herom først fra årsskiftet 1987/88 blev kritisabel for senere at gå over til at være i strid med almindelige principper for lovmæssig forvaltning i en sådan grad, at Erik Ninn-Hansen - som fastslået af flertallet i forbindelse med afstemningen om skyldspørgsmålet - forsætligt har realiseret gerningsindholdet i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1.
 Når hertil kommer, at Erik Ninn-Hansen ved sin administration - efter vores mening med nogen føje - er gået ud fra, at han havde tilslutning hertil i regeringen og hos et