| Rigsretsdom 22. juni 1995 | 516 |
Under sagen har Erik Ninn-Hansen på vigtige punkter afgivet forklaringer, der er i modstrid med centralt placerede embedsmænds vidneforklaringer og med skriftligt bevismateriale. På andre væsentlige punkter har han ikke nærmere kunnet huske samtaler, som disse vidner har afgivet forklaring om. På grund af den foran omtalte mentale svækkelse har han ikke ønsket at blive genafhørt. Dette er indgået i bevisbedømmelsen. Kravene til bevis for forhold, der er i strid med Erik Ninn-Hansens forklaring, har herefter været, at det øvrige bevismateriale utvivlsomt giver fuldt tilstrækkeligt grundlag for afgørelsen af skyldspørgsmålet. Herefter lægger vi ved bevisbedømmelsen følgende til grund:
På et ministermøde den 15. september 1987 rejste socialminister Mimi. Jacobsen spørgsmålet, om der var mulighed for en mindre forhøjelse af antallet af lejrflygtninge, "i givet fald på bekostning af familiesammenføringerne". Erik Ninn-Hansen mindede om, at loven og visse konventioner skabte retskrav med hensyn til familiesammenføringer. Noget kunne ændres administrativt, men det ville ikke være alt for behageligt. Han gav samtidig udtryk for, at den offentlige debat ikke opfordrede til udvidelse af antallet af flygtninge. Da udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen nævnte, at det kunne være svært at se, hvorfor tamilerne skulle integreres nu, da der var sluttet fred i Sri Lanka, udtalte Erik Ninn-Hansen, at han ikke troede, at man kunne komme af med tamilerne. De, som havde været her i landet i mere end 2 år, havde et retskrav, og de øvrige havde krav på fornyet
