Forsvarerens Foredrag.
7de Retsmøde.
189
uden Tiføining af et eneste Ord; det vil altsaa sige, at hele det foregivne Lovsindhold med sine Forbud og Paabud om, hvorledes der skulde gaas frem med Kirkepladsen, oprindelig var skjult i en lille algebraisk Formel inde i Finantsloven; men Meningen skulde jo den Gang være den samme som senere, som i de senere Finantslove, i hvilke man utrykkelig satte først „Frederiks Kirkeplads" og senere „med den derpaa værende Ruin” ind. Det oprindelig fremkomne Forslag hidrørte fra Alfred Hage. Han stillede Forslag om en Forhøielse af den Sum, der forventedes at indkomme kontant ved Salget af Eiendomme, og jeg tør bede de høie Dommere at se, hvad der ved denne Leilighed udtales dels fra Hages Side, dels fra Ordførerens Side og dels fra Finansministerens Side om Betydningen og Virkningen af dette Forslag. Jeg skal være meget fornøiet, naar man blot vil vedblive at lægge det til Grund, som man den Gang fra alle Sider var enig om i Henseende til Finantslovspositionens Betydning. A. Hage holdt et motiverende Foredrag, i hvilket han gik ud fra, at man havde besluttet ikke at ville give Ruinen bort, udtalte, at der ikke var den allermindste Udsigt til at faae denne Eiendom anvendt, og at han ansaa det for rigtigst, at den solgtes til den Høistbydende. Finantsministeren udtaler derpaa: Thinget har tidligere ikke villet give Ministeriet fuld Frihed og Bemyndigelse til at raade over denne Plads, men vil Thinget give mig denne Bemyndigelse, saa kan jeg selvfølgelig gjerne tage imod den, men Thinget maa erindre, at det der ved har givet mig ikke alene en Anvisning paa men ogsaa en Bemyndigelse til at realisere Frederiks Kirkeplads med den derpaa staaende Ruin. Det vil altsaa sige, at Ministeren accepterede dette som en Bemyndigelse, for saa vidt han senere maatte finde Anledning til at benytte den, og for saa vidt han kunde blive enig med Indenrigsministeren derom; thi dette maatte dog endnu udfordres. Alfred Hage erklærede derefter: Det er fuldkommen rigtig Forstagets Mening, og ifald Thinget bifalder det, er det ikke andet end „en Fuldmagt til Ministeren til at sælge efter sit bedste Skjøn”. Og Ordføreren, Finansudvalgets Ordfører, den Folkethingsmand, hvis Ord jo have den største Betydning nu og tidligere, siger som
