Side:Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/199

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Forsvarerens Foredrag.

7de Retsmøde.

191

Salg, fik man i 1870, men der skete alligevel intet, Pladsen blev ikke stillet til Auktion, der blev ikke foretaget noget Skridt til at sælge den til den Høistbydende, og Finansudvalget spurgte ikke engang mere til Pladsen. Men naar Folke­tingets Finantsudvalg i 4 Aar ikke spørger til en Gjenstand, som i en Række af Aar har ligget det paa Hjerte, saa tror jeg efter mit ringe Kjendskab til Hjerter og Nyrer, at det er et Vidnesbyrd om, at Finansudvalget antager foreløbig at være færdig med denne Sag og at have givet Regjeringen Carto blanche til at sørge for den paa bedste Maade, uden Indgriben fra Folkethingets Side. Det er muligt, jeg tager feil heri, men saaledes vil man dog sikkert have Føie til at op­fatte den passive Stilling, som Finantsudvalget senere har indtaget.
 Naar der endelig i 1874 skete en Forandring, naar der nu kom et Salg i Stand, saa var Grunden dertil den, at der nu for første Gang viste sig, hvad man tidligere ikke engang havde turdet haabe, en Kjøber, der ikke vilde nedrive, men som vilde fuldende Bygningen og fuldende den uden nogensomhelst Understøttelse af Staten, men til endelig Fordel for Staten. Dette Tilbud skulde Administrationen altsaa ikke alene have været inkompetent til at modtage, men have været forpligtet til at forkaste, og dog ydede det i fuldeste Maal den Kombination, man saa længe havde sukket efter. Ruinen blev benyttet i Overensstemmelse med sit Formaal, fik netop den Anvendelse, den var bestemt til, fra den første Sten blev lagt, og fik den uden nogen Udgift for Staten. Den, til hvem Grunden solgtes, var den, der vilde fuldføre Ruinen, og man kom derved udover alle de Vanskeligheder og Be­tænkeligheder, der havde været ved overhovedet at sælge Parceller bort fra en ikke overdreven stor Kirkeplads, saalænge det ikke var afgjort, hvorledes der skulde forholdes med Ruinen. Det forekommer mig klart, at hvis Administrationen havde tøvet med at modtage dette Tilbud, eller havde gjort Kjøberen ufornødne Vanskeligheder, vilde den have været at dadle meget strængt. Tvivl havde Administrationen imidlertid ikke, og lang Tid til Forhandlinger var der heller ikke. Der var ingen Tid til at gaa til Finantsudvalget og forelægge dette Sagen, dersom