Forsvarerens Foredrag.
7de Retsmøde.
191
Salg, fik man i 1870, men der skete alligevel intet, Pladsen
blev ikke stillet til Auktion, der blev ikke foretaget noget Skridt
til at sælge den til den Høistbydende, og Finansudvalget
spurgte ikke engang mere til Pladsen. Men naar
Folketingets Finantsudvalg i 4 Aar ikke spørger til en Gjenstand,
som i en Række af Aar har ligget det paa Hjerte, saa tror
jeg efter mit ringe Kjendskab til Hjerter og Nyrer, at det er et
Vidnesbyrd om, at Finansudvalget antager foreløbig at være
færdig med denne Sag og at have givet Regjeringen Carto
blanche til at sørge for den paa bedste Maade, uden
Indgriben fra Folkethingets Side. Det er muligt, jeg tager feil
heri, men saaledes vil man dog sikkert have Føie til at
opfatte den passive Stilling, som Finantsudvalget senere har
indtaget.
Naar der endelig i 1874 skete en Forandring, naar der
nu kom et Salg i Stand, saa var Grunden dertil den, at der
nu for første Gang viste sig, hvad man tidligere ikke engang
havde turdet haabe, en Kjøber, der ikke vilde nedrive,
men som vilde fuldende Bygningen og fuldende den uden
nogensomhelst Understøttelse af Staten, men til endelig Fordel
for Staten. Dette Tilbud skulde Administrationen altsaa ikke
alene have været inkompetent til at modtage, men have været
forpligtet til at forkaste, og dog ydede det i fuldeste Maal
den Kombination, man saa længe havde sukket efter. Ruinen
blev benyttet i Overensstemmelse med sit Formaal, fik netop
den Anvendelse, den var bestemt til, fra den første Sten
blev lagt, og fik den uden nogen Udgift for Staten.
Den, til hvem Grunden solgtes, var den, der vilde fuldføre
Ruinen, og man kom derved udover alle de Vanskeligheder og
Betænkeligheder, der havde været ved overhovedet at sælge Parceller
bort fra en ikke overdreven stor Kirkeplads, saalænge det ikke
var afgjort, hvorledes der skulde forholdes med Ruinen. Det
forekommer mig klart, at hvis Administrationen havde tøvet
med at modtage dette Tilbud, eller havde gjort Kjøberen
ufornødne Vanskeligheder, vilde den have været at dadle meget
strængt. Tvivl havde Administrationen imidlertid ikke, og lang
Tid til Forhandlinger var der heller ikke. Der var ingen Tid
til at gaa til Finantsudvalget og forelægge dette Sagen, dersom