Side:Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/203

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Forsvarerens Foredrag.

7de Retsmøde.

195

Tietgen skulde udføre en Staten egentlig ifølge Lov paahvi­lende Gade. Disse Vanskeligheder ere blevne undgaaede der­ved, at Forholdet er ordnet, saaledes som det er ordnet.
 Idet jeg atter gjentager, at det er fuldstændig reelt sikkret, at Grunden med den paastaaende Kirkebygning, naar den bliver fuldendt eller i alt Fald efter 10 Aars Forløb, vender tilbage til Staten med fuldstændig Eiendomsret, har jeg altsaa Ret i at sige, at det, der er solgt Tietgen, er de 17,600 ◻ Alen Grund, som han kan raade over ved Salg til andre, ligesom ogsaa de 18,800 ◻ Alen Gade, der imidlertid udgjøre en temmelig ubehagelig Eiendom, da dette Areal skal udlægges til Gade, efterat Kjøberen derpaa har anvendt 140,600 Kr. Naar nu Etatsraad Tietgen tilbod at betale 100,000 Rd. for, hvad han saaledes har kjøbt, de Grunde, der overlodes ham til Raadighed, og som først kunne benyttes, naar det nødvendige Gadeanlæg har fundet Sted, saa var dette i Virkeligheden et godt Tilbud. Det var et Tilbud, der gav Staten fuld Valuta for det, Etatsraad Tietgen fik, for det. Staten afstod til ham. Det Tilbud, som Etatsraad Tietgen yderligere gjorde om at ville forpligte sig til at fuldføre Ruinen, var et rent Overskud. Det var en smuk og en stor Gave til det Offentlige, det skal ikke misforstaas og ikke miskjendes. De høie Dommere ville have set dette af den Taxationsforretning, der foreligger, og De ville have hørt, at uagtet den ærede offentlige Anklager mente, at have forskjellige Indvendinger at gjøre mod dette Skjøn, har har han dog accepteret det i sin Helhed. Han gaar ud derfra i sin Erstatningspaastand og erklærede udtrykkelig i sit Fore­drag, at han accepterer det. Under disse Omstændigheder er der jo ikke stor Anledning for mig til at dvæle ved de Indvendinger, han troede at finde mod den Fremgangsmaade, som Taxationsmændene have brugt. Jeg tror, at det er sjeldent, at der foreligger for en Ret en Taxationsforretning, der baade ved de Mænds Anseelse og Dygtighed, der have foretaget den, deres Antal og den hele samvittighedsfulde Fremgangs­maade, som selve Taxationsforretningen udviser, at de have benyttet, yder den Garanti for et korrekt Resultat, som den her foreliggende Taxationsforretning, og jeg ser ikke, at det skulde kunne svække dens Betydning, at der