7de Retsmøde.
Forsvarerens Foredrag.
204
domsretten over Marmorkirken, naar den i sin Tid bliver
fuldendt, eller rettere, tilbyde at sætte ham ind i samtlige
Statskassens Rettigheder efter Retshandelen med Tietgen. Det
er en Selvfølge, at naar han vil nedlægge sin
Erstatningspaastand, maa han betragte den hele Handel som overgaaet
til Finansminister Krieger. Forlanger han Differentsen
mellem, hvad Staten kunde have faaet, og hvad den har faaet,
vil Staten ikke kunne beholde, hvad der ligger paa Pladsen,
det maa blive min Mandants. Zeg tror ikke, at den
offentlige Anklager eller den Myndighed, som har givet ham hans
Mandat i denne Sag, har nogen Competence til at tilbyde
dette; jeg tror ikke, at de kunne raade over Statens Udsigter
til at faae en fuldendt Kirke i Bredgade eller raade over den
Grund, der ligger derude, eller over de øvrige Aggrements, der kunne
tilfalde Staten efter denne Retshandel, hvad enten den bliver
fuldbyrdet i hele sit Omfang eller ikke. Jeg tror altsaa, at det har været
ganske i sin Orden, at den offentlige Anklager ikke har gjort og ikke
har kunnet gjøre et saadant Tilbud; men han skulde da ogsaa
have set, at de 340,000 Kr. intetsteds have hjemme som
Erstatningspaastand; han kan ikke opgjøre Statskassens Tab
til et saadant Beløb. De 340,000 Kr., som min ærede
Modpart savner, ere jo ikke tabte, hverken helt eller delvis, i alt
Fald kan det ikke afgjøres endnu. De ere jo anbragte i den
Grund, som Staten endnu eier i den Ruin, som endnu staar
der, i det Materiale, som Staten vil faae anbragt oven paa
sin Ruin, og hvorved denne bliver til en fuldendt Kirke; de
ere anbragte i den tiltalende Bebyggelse, der fremkommer
derude, og i de Formaal, som Staten derved faaer realiserede,
og som den tidligere ikke har kunnet gjenuemføre. Staten eier
endnu det savnede Beløb, Staten vil engang kunne omsætte
en stor Del af denne Værdi i Penge, og vil Staten nu have
340,000 Kr. af min Mandant, saa er han berettiget til at
sige: Ja, saa skal jeg have Marmorkirken med alt, hvad
dertil hører. Det er en Vanskelighed, som Modparten maatte
have fjernet, inden han nedlagde sin Erstatningspaastand; det
er overhovedet ikke saa simpel en Sag at opgjøre et saadant
Erstatningskrav, som han har troet.
Naar jeg her er gaaet ud fra en Sammenligning mellem
