Ved foden af Leichtho bjærgene.
Juleaften 1888.
Nu kom vi da så på rejsen til Pobia alligevel, og det endda oven i købet lille juledag. For 3 dage siden kom de mænd (coolier) fra Yaddo, som jeg fik sendt bud efter. Rasmus Madsen havde opgivet dem, og jeg begyndte at frygte for, at de ikke vilde komme. Men så kom de dog, og glade blev vi. Sofie, ja hun var også glad ved at de kom, om end ikke så glad ved, at jeg skulde rejse. — — — Nå, jeg fik så travlt med at pakke ind i lørdags, ti der var naturligvis ikke tale om, at vente til efter jul, vi er nød til at gå, når vi kan få folk til at følge os.
Så kom søndag, det var igår; da holdt vi gudstjeneste sammen, barnedåb og altergang.
Som sædvanlig i denne tid havde vi det også temmelig koldt i morges og en tung tåge, som vist er usund. Om morgenen kan man nok blive mindet om, at det er ved
