Pobia, den 30. desember 1888. 11
vi skal se at få bygget. En del af jorden har kong Pobia dyrket i vor fravær; det er vist mest bomuld, han har avlet på den.
Kongen sendte bud efter mig, da han hørte, vi var kommen. Jeg gik så op til ham med et brev fra den ostindiske regerings Chief Commissioner i Toungoo. Kongen tog meget venlig imod mig og rakte mig hånd. Mo-pæ, den indfødte baptist lærer, som har været her, siden vi rejste, skulde; så straks i lag med at læse brevet og oversætte det for kongen. Det indeholdt et svar på et, som kongen havde skrevet angående den krig han havde havt med Mobyé sidste regntid.
Fem okselæs af det gods, som Hans Jørgen sendte her ind i fjor, kort for han selv rejste fra Toungoo, kom den gang her til Pobia og blev sat ind Mopæ's hus. Så længe han selv boede der, stod det der godt nok; men mens han har været i Toungoo, har der været tyve i det — hvad kunde man vente andet, da det stod der i et hus uden döre. Hvad de har taget, véd jeg ikke; Mopæ siger, at der var omtrent 100 pd. sukker, som de har taget, men desuden meget andet. Kongen var meget ked af det, lod det til; men han vidste naturligvis ikke, hvem der har taget det. Han bad mig om at gå hen og se lævningerne. Foruden tyvene har der også været rotter i det, så alle Andrea Gehlerts klæder er ødelagte af disse skabninger, som vi har så stor overflod af her i landet.
Dronningen bad mig også at gå op og se på det töj af vort, som vi satte ind hos hende i fjor, da vi rejste til Toungoo, for rotterne har også været i det. Jeg bad hende om, at det måtte få lov at stå et korn endnu, indtil vi får hus bygget. Ja, det måtte det da så gærne, sagde hun, men hun havde været så ræd for, at jeg skulde blive vred, fordi rotterne har ødelagt det. Jeg bad hende være uden
