Pobia, den 30. desember 1888. 13
også godt lide at have det i mit hus, men at have solen til at skinne ind på mig eller at gå ude med det bare hoved midt på dagen, det kan jeg ikke holde til — jeg vilde snart være en død jyde, om jeg gjorde det. Rasmus begyndte allerede på Middelhavet at vænne sig til det, og der begyndte også Englænderne ombord på skibet at advare ham og sige: du får solstik, hvis du ikke ta'r en hat på. Heller ikke siden han kom her ud, har han brugt hat. Han gik omkring i Toungoo foruden hat og barfodet. På rejsen her op smed han desuden tröjen og skjorten, så han havde kun bukser på. Jeg sagde til ham, ikke at han vilde få solstik, men at der var stor fare for det. Han vil nu prøve det, siger han. Jeg undres meget over, at det går godt, og der er vel også mulighed for, at det kan gå galt endnu. Men selv om nu Rasmus Madsen kan vænne sig til at tåle soten, så er dermed dog ikke bevist, at alle andre Evropæere også kan (hvad han ikke er langt fra at mene), og jeg tror, at han i så fald er en meget sjælden undtagelse fra reglen.
Ja, i dag er det så den sidste søndag i det gamle år, og jeg befinder mig atter i det gamle hus, hvor vi har oplevet så meget, som vi kun kan mindes med vemod og sorg, men hvor vi dog også, Gud ske lov, har oplevet en del, som vi altid kan mindes med glæde og tak. Ja vi har vel grund til at mindes det alt sammen med tak til Gud, for han har og vil fremdeles lade det vorde til velsignelse for os. Her i dette hus gav Gud os vor elskede lille Tora — her tog han hende fra os til et bedre hjem — ja, ham ske lov, det tror vi forvist, og der skal vi atter mødes med hende — hvilken glæde! Her udåndede Anna Jensen — stakkels Miss Jensen, siger man i Toungoo og Rangoon; ja det kan vel siges med en smule ret; men også
