14 Pobia, den 30. desember 1888.
for hende har Herren sikkert gjort det bedste, og hvad vil vi så mere. Han gør alle ting godt.
Jeg vil så gærne leve, det er så tungt at dø; jeg vil så gærne leve og virke blandt dette folk — men aller helst vil jeg dog, at Gud gör med mig, hvad han ser er det bedste. »Bevar mit liv, hold din hånd over mig og dem jeg har kær, og lad vort liv vorde til velsignelse og dig til ære!« Sådan beder jeg og synes jeg må, men prøver tillige af hjærtet at føje til: »Din vilje ske!«
I går var der begravelse her i byen, et af kongens sönne-börn var død. Der blev holdt en farlig stoj med trommer og gong-gonger og andre kling-klang instrumenter. Der blev danset, eller hvad deres tripperi skal kaldes, og der blev slagtet flere okser, af hvilke kødet blev delt ud til folk — også jeg fik min part med hjem. Men jeg synes ikke, jeg havde tid at overvære hele begravelses-seremonien denne gang, ellers skulde I fat en beskrivelse af den. Siden måske.
I dag er der begravelse igen. Det er en fattig kone, som er død, og så blev der kun slagtet en lille gris. Kling-klangen og dansen blir vel i forhold dertil, tænker jeg.
I morges jeg var oppe hos kongen, spurgte jeg ham: »Hvad bestiller Sålapåh?« »Han gör sig færdig til at slås med Englænderne,« var svaret. Den hærafdeling fra fort Stedman, som drager imod ham fra nord, er nat så langt som til Pekun — den by, hvor kong Pobia og Mobyé havde møde med Mr. Hildebrand i fjor, altså en dags rejse her nord for. Kongen spurgte mig, om jeg ikke var bange for Sawlapaw og hans mænd. Jeg svarede: »Nej, jeg er ikke bange. Gud bor der oppe i himlen og uden hans tilladelse kan ingen göre mig det mindste.« Dette svar lyttede han ganske alvorlig til, men andre lo ad det og syntes vist, det var löjerligt, at jeg kunde tro det.
En del af Hans Jörgen's gods, som han sendte her ind
