Pobia, den 31. desember 1888. 21
da får I ingen, eller da ikke ret mange syge ben. De shanske kvinders ben fejler jo intet, ingen af dem går med sår på benene, mændene heller ikke. Det er fordi de ingen snore har om dem, og fordi de ikke drikker øl. Hvis jere kvinder ikke vil tage snorene af deres ben, og lade være med at drikke øl, så kan vi ikke kurere dem; vor medisin kan intet nytte.«
Næsten hver anden Karen, som kommer her, vil tigge en tröje af os eller et tæppe. Det er koldt om natten, siger de. Jeg er nødt til at svare dem, at vi umulig kan give hver Gaja en tröje eller et tæppe, det har vi ikke råd til, og det er heller ikke derfor, at vi er kommen her. Og så siger jeg dem, hvorfor vi er kommen. »Men I behøver heller ikke at tigge af os, vil I bare arbejde, så kan I tjæne penge til at købe for. Vi arbejder hverdag, I går og driver det meste af tiden, og så vil I tigge af os, som arbejder! Kom og hjælp os at bygge vort hus, så skal vi give jer Ion, og så kan I købe klæder.« Denne slags tale må jeg tit føre; men jeg siger dem det i al venlighed, jeg skænder ikke på dem, det vilde intet nytte. Og de svarer gærne, at det er sandt, hvad jeg siger. Men stort mere kommer der vel heller ikke ud deraf for det første.
Nyårsdag 1889.
I morges, da jeg var oppe hos kongen, bad han mig om, at jeg vilde rejse op til byen Mobyé og tale med Mr. Hildebrand, som han sagde nu var nat der til. Jeg mente, at han selv burde følge med mig der op. »Jeg rejse op til Bljagu! (det er: lögnhulen, sådan kalder Rødkarénerne byen Mobyé), nej det tor jeg ikke,« svarede han. — »Ja,« sagde
