Mobyé, nyårsdag 1889. 25
unge Rødkarén Sha P o var den gang med mig. Siden fortalte han mig, at lapsen havde truet med at skille mig ved mit hoved og give min krop til føde for »ånderne«. Men Sha Po havde sagt til ham, at han hellere måtte tåge sig lidt i agt, for gjorde han mig fortræd, så vilde han få med Englænderne at bestille, det kunde han stole på. Dette beroligede nok fyren i höj grad. Da jeg siden, samme dag, sad i en bod og spiste lidt mad, kom han atter hen til mig og var nok så venlig, og da snakkede jeg lidt med ham, som med de andre, der sad om mig, uden at ane, at han havde truet mig på livet for en time siden, og uden at vide, hvem han var. Det er jo nok muligt, at jeg ikke behøver at frygte ham mer; men hvem véd dog, hvilke tossestreger en sådan uopdragen hvalp kan hitte på.
Der har nok ikke været så lidt småhuggeri mellem Pobia og Mobyé sidste regntid. Pobia-byen ser ud til krig endnu. Den er befæstet med bambushegn. Jeg kan rigtignok ikke skönne, at et sådant hegn kan genne stort mod en fremrykkende fjende. Men sagen er nok, de er börn tilhobe, derfor er deres krig også i forhold dertil.
Min følgesvend var nok ikke beredt på at blive her i nat. Jeg kunde se på ham, at han trængte til noget mad, og så gav jeg ham to annas til at købe for. Lidt brændsel fik vi også købt, og nu ligger han her og fryder sig ved et lystigt bål. — Nu giver jeg mig Gud i vold og lægger mig til hvile.
