Luikaw, den 2. januar 1889. 27
stille dem. Så red jeg videre, og et par mil fra Pobia mødte jeg læreren Mopæ og kong Pobias sön prins Birö. De kom ridende. Mopæ havde i går været ovre mod øst, hvor han havde fået fat på en hest, hvis rytter en indisk soldat i den engelske hær, var bleven skudt gennem hovedet. Hesten var blodig endnu. Mopæ havde dog ikke selv fanget den, men en anden Karen, som så havde bragt den til ham. Nu vilde han til Mobyé for at aflevere den til Englænderne, men opgav det og fulgte med mig tilbage, da han hørte, at de var der ikke, men kun »flåden«.
Jeg fortalte så kongen, hvordan min tur var stået af osv., og at hans brev vilde blive sendt til Mr. Hildebrand. I førstningen vidste ingen, hvad Luikaw var for en by; men så kom et klogt hoved i tanker om, at det er den by, som de på deres mål kalder Seridå. Luikaw er nemlig det burmesiske navn. Efter en del snak, som jeg ikke forstod alt sammen, besluttede kongen, at såfremt jeg vilde følge med ham og nogle flere, så vilde han over til en by ved floden, hvor han mente han kunde få se bagtroppen, når den sejlede forbi. Men desuden havde han også et andet ærende, som jeg først siden ret blev klog på. Jeg var ikke videre glad ved at komme afsted igen og indvendte, at jeg skulde bygge hus.
»Det bygger vi siden,« svarede han.
»Men kan du ikke godt tage der over, uden at jeg er med; du er jo Englændernes ven og har intet at frygte af dem.«
»Nej, hvis du ikke vil tage med, så rider jeg ikke, jeg tor ikke,« sagde han.
»Min hest er træt,« indvendte jeg.
»Jeg flyr dig en anden.«
Så mente jeg ikke det vilde være rigtigt at gøre flere indvendinger og slog til. — Mens vi havde snakket, havde
