30 Luikaw, den 2. januar 1889.
Nu var de bange for at vende tilbage; men hvis jeg vilde gå med dem hjem og blive hos dem nogle dage, så turde de nok. Det hjalp ikke, at jeg sagde til dem, at Mobyé og hans folk frygtede mig lige så lidt som dem, de troede mig ikke, men mente, at når jeg bare var hos dem, så turde ingen göre dem noget, fordi jeg er »Englændernes ven«, og det lod til, at kongen havde samme underlige mening. Han bad mig om at følge med dem hjem. Jeg var lidt ked af det og ikke fri for en smule frygt for Mobyé's røverbander. Men jeg følte det som min pligt at föje dem. Jeg tænkte som så: det gælder om at stå dem bi, når de trænger til os; det er i nøden man skal kende sine venner, og jeg vil gærne, de skal komme til at se på os som deres venner. Så tænkte jeg desuden, at Gud kan bevare mig også på sådanne steder, hvor der er öjensynlig fare. Når jeg går, hvor hen jeg ser det som min pligt at gå, så vil jeg stole på ham for det øvrige.
De lovede at skaffe mig nok at spise, af hvad de havde, så længe jeg vilde være hos dem, og de lovede at adlyde mig, som kongen bød dem. Jeg skulde være dem i hans sted, selv turde han ikke gå med dem. Jeg skrev så en seddel til Rasmus og fortalte ham, hvorledes sagerne stod, og bad ham være ved godt mod og tænke på mig i hans aftenbon. Seddelen bad jeg kongen give ham og desuden lidt ris, som han trængte til.
Så blev jeg sat over floden tillige med en anden mand, som skulde ledsage mig. På vejen derhen mødte vi jævnlig nogle, som kom drivende med deres okser eller bærende med ris og sligt. I nærheden af torperne var marken oversået med riskurve og andet karénsk bohave, hist og her lå en dynge ris, som de havde spildt i flugten. Enkelte døde bøffeler og svin kom vi ogsaa forbi. Det hele så forvirret og sørgeligt ud.
