32 Luikaw, den 2. januar 1889.
I den første torp vi kom til var der en forsamling af mænd og en eneste gammel kone. De holdt rådslagning; men det gik sådan til, at den ene råbte i munden på den anden, så ingen kunde blive klog på noget. Halv fulde var de fleste af dem. De havde drukket godt af øllet, sagtens med de tanker, at de helst måtte skynde dem at få noget af det, mens det var tid, for siden kunde ellers gærne fjenden komme og drikke det for dem. Kan også være, at de havde drukket for at få mod, og fordi de holder af øllet.
Ved nogle landsbyer så jeg flag stukken op i træer eller bambus; nogle af dem var røde, andre hvide. Jeg spurgte hvad det skulde betyde, men fik intet ordentligt svar på det; kun fik jeg ud, at de torper, som havde flag, var sikre mod Mobyé og hans folk; dem turde de intet göre; men at de 16 torper, hvis kvæg var røvet, havde intet flag haft. Kunde de blot få flag, et til hver torp, så mente de sig også sikre. Jeg mente, at flagene intet kunde nytte, men folk havde nu den modsatte mening, og den holdt de på, idet de sagde, ,at de torper, som har flag, har fået dem af Englænderne, og de har heller intet kvæg mistet.
Da der var holdt en del vrövl uden noget resultat, drog et par mænd tillige med mig hen til en anden torp. Her var knap så stor en forsamling, men dog stor nok til at holde sludder og drikke af øllet. Vi kom op på verandaen af et hus, hvor jeg blev skikket ordentlig til sæde, og så blev der snakket og drukket og drukket og snakket i en al verdens tid. Jeg vilde have at vide, hvad de nu vilde göre, og hvad de mente, jeg kunde göre for dem osv. Svaret, jeg fik, gik ud på, at de vilde have flag og et brev fra Mr. Hildebrand; når de fik det, så var alt i sin orden, mente de. Så tænkte jeg, jeg må hellere tage hen til lejren og få fremlagt sagen for Mr. Hildebrand, for her kan
