38
Pobia, den 3. Januar 1889.
eg var oppe i god tid i morges, for jeg havde sat mine følgesvende stævne meget tidlig, og desuden hed det sig i aftes, at lejr en også meget tidlig skulde bryde op. En stund gik jeg og spankede om og frøs — der var rimfrost på græsset. Der var også røre i lejren især af de menige; de höje herrer var endnu ikke stået op. Så fandt jeg på at gå hen til et bål, hvor der kogtes te og bagtes fladbrød. Der stillede jeg mig op med ryggen mod ilden. Å, hvor det gjorde godt at få sig varmet! Nu begynder jeg at forstå, hvorfor de indfødte holde så meget af et bål om morgenen. Da solen lige var stået op, så' jeg et gråt hoved blive stukket ud af et telt, og snart kom kroppen, som tilhørte det, eller måske: som det tilhørte. Det var generalen Collet. Han spurte mig, om jeg havde fået te, og da mit svar lød nægtende, sendte han straks sin kok
