40 Pobia, den 3. januar 1889.
havde altså god grund til at skynde på folk, og det varede da heller ikke mange minutter, inden en anden var færdig til at følge mig videre. Først måtte jeg dog fortælle dem, hvad vi havde fået ud af turen, skönt de, der var med mig, allerede havde fortalt det. Jeg sagde dem, at flagene kunde de få, hvis de vilde købe dem eller töj til dem, men at de slet intet vilde nytte dem. Endvidere, at Mr. Hildebrand vilde standse i denne egn, når han kom tilbage, for at dömme i deres sag med Mobyé. »Han sagde: I må ikke slås og ikke røve og stjæle fra hverandre. Hvis Mobyé røver jeres kvæg, så slår Mr. Hildebrand ham; men er det jer, som røver, så tugter han jer.« Denne fortælling måtte jeg gentage i hver torp, vi kom igennem.
Jeg nåde her til Pobia til middag. Kongen skulde naturligvis også have at vide, hvad Mr. Hildebrand havde sagt. Jeg frygtede for, at han vilde have mig afsted med hesten; men det forlangte han dog ikke, men kun at jeg skulde sadle den, »fordi Gaja forstår ikke at lægge den hvide mands saddel på.« Hesten kom så ganske rigtig af sted, hvad jeg er glad ved.
Rasmus Madsen fandt jeg i god behold; han havde ikke ventet mig så snart, men var glad ved, at jeg kom, for han er ked af at ligge her ene om natten. Der er jo uro i landet, og alle skarnsfolk er naturligvis på færde. Selvfølgelig véd de, at vi ligger her med penge, det kan de sagtens gætte, og så føler vi os ikke så trygge. En aften efter at vi var gået i sæng, mente vi ganske bestemt begge to, at nogen prøvede på at komme ind. Jeg råbte og spurgte: »Hvem der? hvad vil du? se du skrubber af! ellers skyder jeg.« Straks efter hørte vi bambusstumperne knase her uden for, som nogen trådte på dem, og »Jæppe« kronjede, som han altid gor, når nogen går forbi ham. Siden den aften sover vi med spidse øren. Der går mange her og
