Pobia, den 5. januar 1889. 43
intet til dem om det og tænkte, de kommer nok igen. Men de kom ikke mere i dag.
Englænderne har nok i dag havt en varm dag her ovre øst for; vi kunde tydelig høre dem skyde i morges. Dette satte uro i blodet på Karenerne; en del af dem måtte over at se, »hvorledes det gik med krigen«. Det er ganske rigtigt, som jeg tænkte, inden jeg rejste fra Toungoo, at der er ikke lyst eller ro til at arbejde for den krig, som optager alles sind og tanker og snak. Men det lykkes vel at få
huset op, og jeg håber det lykkes i tide, så ikke regntiden skal komme for nær, inden vi alle når her ind igen.
Lige for aften kom her en Shan, som havde været ovre mod øst. Han sagde, at 170 af Sawlapaw's mænd er faldne, men kun to af Englændernes. Han kunde ikke blive træt af at fortælle om, hvor hurtigt Englænderne kunde skyde; det var så udmærket; men Karenernes skyden, den var ingen ting bevendt.
I eftermiddag, da jeg var henne hos kongen for at høre
