44 Pobia, den 5. januar 1889.
hans mening om den sag med de Padown-folk, som bar for Hans Jorgen Jensen, da han sidst rejste op, og som påstod, at de har endnu 29 rupier til gode foruden de 30, som kongen havde betalt dem, så jeg en Shan, som sad og skar noget rødt töj i stykker. Jeg kom til at tænke på de 16 torper, som vilde have flag, og ganske rigtig, nu havde de kjøbt toj til flag, og det var dem her skulde laves, — bare de nu må fri dem fra tyve og røvere, som jo er, hvad de venter af dem. Nå, det var de Padown-folk: kongen mente, det var rigtigst, at jeg betalte dem. Jeg sagde til dem: »Ja, hvis I ikke lyver, så skal jeg nok betale jer.«
»Vi lyver ikke, hvis vi lyver, så frygter vi for Gud i himlen.«
»Frygter I ikke mere for Kiné end for Gud?« spurgte jeg.
»Jo, Kiné frygter vi ogsaa for.«
Jeg mente også det vilde være rigtigst, at jeg betalte dem. Mopæ sagde nok til dem: »Men Hans Jorgen Jensen er jo død, og I har derfor ingen ret til at forlange, at tsara Kanusæ skal betale, hvad den anden skylder jer.« Det indrommede de nok; men det var dog let at forstå på dem, at de havde en følelse af, at hvad Hans Jorgen skyldte dem, det burde jeg betale. Og samme følelse havde jeg.
Pobia, den 6. januar 1889.
I dag har vi holdt søndag for første gang i det ny år. Kongen har brugt den til at få sin brønd ryddet (den eneste her i byen foruden vor, og af hvis vand nok ingen uden han selv har lov til at drikke); det gik under musik og med tre spande, som han lånte af os. Bagefter blev der set i
