Pobia, den 7, januar 1889. 49
iblandt, skal kaste deres eget mål eller mundart over bord og tilegne sig sgaukarénsk. Missionærerne er naturligvis ikke så tossede at mene, at dette kan lade sig göre sådan over hals og hoved; men de börn, som de får i deres skoler, underviser de på det; på dette sprog holder de bön i skolerne, og börnene lærer at synge salmer på det, kort sagt: alt er der sgaukarénsk. Til de gamle er de nødt til at tale på de gamles eget mål, men når et par slægtled er gået bort, så er vist snart også med det samme deres sprog uddød. Det er baptist-missionærernes mål, og for resten også de engelsk biskoppelige missionærers, at alle de forskellige karénske stammer og klaner engang skal vorde til ét folk, med et og samme sprog. (Dog er der også nogle, som arbejder mellem Pwo-Karénerne, og som holder på, at disse skal beholde deres egen dialekt, så der findes også en smule literatur på pwo-karénsk). Målet er jo på en måde stort og skont, men det er dog et sporgsmål, om det er til folkets bedste, at der arbejdes på at nå det. En gang var der kun ét karénsk folk med et og samme tungemål, men det er længe siden, og skont de forskellige »dialekter« tydelig viser, at de er rundne af samme rod, så er de dog nu, mange af dem i alt fald, lige så forskellige som dansk og tysk. En del af dem er hinanden lige så nær som de tre nordiske sprog; — og jeg tror ikke det vilde være heldigt at göre et skriftsprog af hver mundart, mest af den grund, at der er for få mennesker, som taler 'dem. Nogle af dialekterne er der kun et tusind mennesker, som taler. Men der kunde sagtens gåes en mellemvej, bare man kunde blive enige om det, så der blev, lad os sige 5—6 dialekter gjort til lige så mange skriftsprog. Jeg er nu slet ikke i tvivl om, at det jo vilde være det bedste for Rødkarénerne at få et skriftsprog på deres eget mål; men jeg har mægtige modstandere i baptisterne. Var RødKejse i Karénlandet. 5
