55
Pobia, den 9. januar 1889.
Vi er nu så vidt med arbejdet på huset, så vi ikke kan gore stort mere, uden folk kommer og hjælper os. Der skal nu først stikkes en masse huller i jorden til at sætte stolperne i, og dem kan vi ikke selv lave, for jorden er gruelig hård nu i denne törre tid, og de må ikke være större, end at stolperne lige kan gå ned i dem, ellers kan disse ikke stå for vinden. For Karénerne er det ikke så vanskeligt et arbejde, med den øvelse og de indretninger de har til det, men for os vilde det næsten være uoverkommeligt. Jeg gik da op til prins Birø i aften og sagde til ham, at jeg ønskede folk i morgen, og bad ham sende bud til dem om at komme. »Jeg må have mit hus op nu,« sagde jeg, »får jeg det ikke bygget nu, så må jeg rejse her fra, for siden kommer regnen, og så kan jeg ikke hente min hustru og mit barn her op. Hvis I Gaja-pu ønsker at have os iblandt Jer, så må I hjælpe mig at bygge hus, ellers kan vi ikke være her. Vil folk have tobak, vil de have øl, vil de have ris, vil de have en gris, når de skal bygge mit hus, nu vel, det skal de få alt sammen; men jeg vil have, at de skal komme i morgen.« Jeg stod nede på jorden og holdt denne tale for prinsen, mens han sad oppe på sin veranda. Jeg var kommen i tanker om, at det vilde vist være godt at tage ham på denne måde for en gangs skyld, og jeg var desuden lidt træt af deres evindelige svar: »I morgen kommer vi«. Prins Birø kan jeg godt lide, der er noget rart mildt og venligt ved ham, som tiltaler mig. Næppe var jeg færdig med min tale, inden han sprang ned ad trappen, i det han sagde: »Hen og snak med den gamle (kongen) om det!« For ham holdt jeg samme tale. Han betænkte sig en smule, så sendte han Birø og nogle andre ud med bud til folk om at komme i morgen og
