59
Pobia, den 14. januar 1889.
I dag har jeg så været ene om arbejdet med huset, og med undtagelse af den smule tag, som endnu mangler, må vi nu se at göre resten færdig selv. Karénerne kan ikke hjælpe os mere. Et söm kan de til nød slå i, men en sav kan de ikke bruge. Der er ikke en eneste tømrer at få i hele landet, så var vi ikke lidt kræng på fingrene, fik vi vel ikke gjort mere ved det og kunde da med det samme sige farvel til Gajalandet. Der hører andet til at være missionær her ude end boglærdom i alt fald for os, som begynder her. Godt er det for mig, at jeg fra dreng af er vant til at bruge værktöj og arbejde i træ og på anden måde.
Kongen sendte i dag brev til Dr. Bunker i Toungoo. Med det samme fik jeg et med til Sofie.
Pobia, den 16. januar 1889.
Jeg havde i flere dage så småt gået og tænkt på, at jeg vist helst måtte tage en tur der ned syd på til Prilavæ eller Ngwetoung, hvor resten af Hans Jörgen Jensens og Andrea Gehlerts gods blev ført til ifjor forår. Kongen skrev jo nok der ned for en tid siden og bød dem at komme her op med det, men det gik, som jeg tænkte; det blev ikke til noget. Og nu havde jeg brug for flere skruer og som til huset og ventede at finde en del af den slags blandt krammet, såsom Hans Jörgen jo havde i sinde at bygge, da han rejste her op. Da jeg derfor i morges vågnede, tog jeg den beslutning at rejse der ned i dag, hvis jeg kunde få en mand til at følge mig. Ti da jeg sidst talte med kongen derom, sagde han: »Rejs du nu kun der ned, nu
