Pobia, den 22. januar 1889. 69
Jeg var henne hos kongen i eftermiddags, han sendte nemlig bud efter mig, for at jeg skulde se et par af de mænd, som havde fåt af det taggræs, som han købte til Hans Jörgen Jensen i fjor.
Ved siden af kongens egentlige hus ligger der et skur, et slags nattely for rejsende (det var dér, Hans Povlsen sov, da han første gang var i Pobia), men som kongen også benytter til avdientssal og rådsal og skriverstue og — hvem kan sige alt. For tiden bruges det desuden til fængsel og sygestue. Der ligger en gammel mand dér med lænker på.
»Hvad har han forbrudt?« spurgte jeg kongen.
»Å, der er nogle folk i samme landsby, som han er fra, der har stjålen 2 bøffeler og en stud.«
»Hvad skal der nu göres ved ham?«
»Hans landsby skal løskøbe ham og derved betale de to bøffeler og studen.«
»Hvor meget skal den give i løsepenge?«
»160 rupier.«
»Men hvis byen nu ikke løskøber ham, hvad gör du så vel ham?«
»Så løser jeg ham ikke.«
Med dette sidste svar måtte jeg nöjes, så ufuldstændigt som det var. Der skulde vist været svaret: »Så sælger jeg ham.« Men et sådant svar holder hs. majestæt ikke af at give mig, for han véd nok, at Englænderne bruger ikke den fremgangsmåde, ej heller tillader den. Men deres kriminallov gælder jo ikke her i Gajalandet endnu, så han er vel nødt til at følge den gamle.
I samme skur ligger der en mand, som for et år siden blev skudt i den höjre hofte, da der var krig mellem Mobyé og Pobia. Kuglen sidder endnu i hoften, og han kan ikke gå, — det flyder ud af såret. Jeg tör ikke prøve på at hjælpe ham, men rådte ham til at rejse til
