70 Pobia, den 22. januar 1889.
Toungoo — han kan nok tåle at ride — men tvivlsomt er det, om han følger mit råd. Ja sikke tilstande her i landet! sikke forhold: småtyverier, småkrige, småslavehandel, småtteri alle vegne, — drukkenskab og sygdom. Og for alle deres sygdomme ved de intet andet råd end at ofre til Kiné-Kinå. Er det ikke usselt: der findes ikke en gang en eneste »klog kone« i hele landet!
Pobia, den 23. januar 1889.
Jeg lejede nogle okser i går til at hente Hans Jörgens gods i Prilavæ. Jeg var ræd for, at det vilde vare for længe, inden Shanerne vilde komme med det. Vi tog så der ned i dag. Rasmus var endnu syg, men mente nok, han kunde være ene; han var oppe, da vi rejste.
Da vi var kommen et stykke der ned ad, så jeg en død hund, som var bunden fast til det øverste af en seks fod höj bambusstang. Kragerne havde travlt med at tære af den. Et lysteligt syn! Hvad skulde det betyde? En af mine ledsagere oplyste mig om, at hunden var ofret til Kiné.
»Hvorfor er den ofret til Kiné?« spurgte jeg. »Jo, der er en, som er syg, og så har han ofret den for at blive rask.«
»Men kragerne æder den jo, er Kiné da i kragerne?«
»Nej, men vi siger, de er hans forældre.«
»Blir så den syge sund, når Kiné har fat hunden?«
»Det véd man ikke. Måske blir han rask, måske ikke. Vi véd det ej.«
»Hvorledes ser Kiné ud? ligner han et menneske, eller hvad er han lig?«
