Pobia, den 23. januar 1889. 71
»Det véd man heller ikke, ingen har set ham, han færdes altid i mørket, ingen ser ham.«
»Men hvorledes véd I Gaja da, at det er ham, som gör eder syge?«
»Vi véd det ikke, men vi tror det, for sådan siger de gamle.«
Vi fik så godt nok krammet læsset på okserne og kom på vej hjem ad igen, uden at noget mærkeligt skete. Men paa vejen her i mellem og Prilavæ er der en ström, som ikke er ret bred, men dyb og rivende, så man ikke kan vade over den uden et enkelt sted, hvor det endda går til midt på livet. Det var mig næsten en gåde, hvorledes okserne skulde komme over den med læs på. Et par steder findes der smalle broer over den; de består af kun en enkelt planke, som jeg ikke rigtig kunde tro, at okserne kunde gå over på, skönt mændene på mit spörgsmål derom sagde, at det var der intet i vejen for. Jeg tænkte, jeg vil dog se, om også det går godt, og tog derfor samme vej hjem som de. Jo de forreste okser kom godt nok over; det lod til, de var vante til at holde tungen lige i munden; men så kom der en ung en, som var bange og vilde göre omkring på planken, men ved den øvelse gled den uden for med et ben og væltede på ryggen ned i den dybe, stride ström. Læsset kom altså ned først til held for studen, for ellers havde han sikkert druknet, men nu skiltes han ved sin byrde og havde snart hovedet oven vandet, svømmende af alle livsens kræfter. Men han prøvede på at svømme op ad strömmen, hvad han dog ikke var i stand til, og Karenerne stod såmænd ganske stille uden at göre mine til at hjælpe dyret, indtil jeg råbte til dem, at de hellere måtte se at få fat på rebet og hjælpe studen op, hvis ikke de ønskede at se den druknet. Så kom der på en gang liv i dem. Det var
